Om mig

Min store passion er krop, seksualitet, erotik, sanser, relationer, intimitet og kommunikation. 

Der er ingen tvivl om at jeg har og er en en temmelig vild kvinde og til tider har en “upassende” opførsel. Ihvertfald hvis jeg kigger på de regler og normer som samfundet har skabt. Jeg har da også prøvet på at lægge bånd på mig selv for at passe ind, men det har resulteret i stress og depression. Jeg har følt mig som en løve i et bur, hvor vrede og frustration ophobede sig i mit system for til sidst at eksplodere i uhensigtsmæssig og usund arrigskab, der er gået ud over mig selv og mine relationer. 

Jeg kunne ikke finde ud af at sætte grænser og var ovre i alle andres behov og følelser, hvilket gjorde at jeg ikke kunne mærke hvad jeg havde brug for. 

Jeg er vokset op med en alkoholisk far der var meget vred og som bar på en dyb sorg og mindreværd og en mor der blev mobbet i skolen og som var vokset op med en far der tyranniserede hjemmet. Hverken min far eller mor dealede med deres problemer, så de lå altid som en kvælende og tætsluttende dyne hen over familien og blev elefanten i rummet.
Det var ikke et trygt og fredfyldt hjem at vokse op i og der var ikke plads til min mening og naturlige vildskab.
Jeg kunne ikke tæmmes eller sættes ind i en boks og det var svært at navigere i livet, for jeg havde en stærk trang til at være mit naturlige jeg og samtidig var jeg bange for at blive straffet og udstødt. Jeg levede nærmest i et limboland, hvor jeg bare eksisterede og var mere eller mindre i en tilstand af depression. Jeg var afhængig af intensitet og mit nervesystem var konstant på vagt. Indtil en dag, hvor jeg vågnede og spurgte mig selv; Hvorfor er du ikke lykkelig? Der må være mere i livet end dette her. Få uger senere startede min rejse. Jeg havde købt en Around the world billet, opsagt mit arbejde og pakket en rygsæk. Jeg var 28 år. For første gang i mit liv kunne jeg begynde at føle mig fri og jeg mødte andre rejsende på min vej, som jeg kunne spejle mig i og jeg opdagede at jeg ikke var alene. Heldigvis har jeg altid haft en stærk kontakt til min intuition, og valgt nogle veje hvor jeg har haft mulighed for at heale mine traumer og udtrykke alt det der ikke var plads til da jeg var yngre. Det var veje som  bl.a. tantra, gruppeterapi og frigørelse af undertrykte følelser og behov  

Jeg boede en årrække i Sverige på et stort center for personlig og spirituel udvikling. Her studerede jeg bla. kommunikation, uddannnede jeg mig til Zen coach, Inner child terapeut og mindfullness guide. Jeg var en del af ledelsen, og var ansvarlig for vores voluntør program , faciliterede workshops for kvinder og var co-creator af No mind festival og Nytårs festival.  

Senere uddannede jeg mig til sexolog med speciale i tantra, intimitet, erotik, og kunsten at give sig hen. 

Jeg underviser i tantra, erotik og sanser og sensualitets træning på sexologskolen hos Joan Ørting. 

Derudover holder jeg forløb for kvinder og kurser i tantra og for alle køn. Se min side under kurser og forløb. 


Min selvudvikling og spirituelle rejse har været livsvigtig for mig. Hvis jeg ikke havde fulgt min længsel og intuition, havde jeg ikke overlevet. 

De dybe overbevisninger og traumer vi har med os fra barndommen kommer til at styre vores liv på en ofte uhensigtsmæssig måde. Når vi tør at dykke ned i kernen af vores mønstre, så kan vi begynde at ændre på vores adfærd og åbne os for det vi dybest set længes efter. Det er livslang rejse og den er hele livet værd.

Copyright © Alle rettigheder forbeholdes